De fleste menneskers liv består af en lang række situationer og episoder, hvoraf nogle af dem bagefter lader til at være afgørende for at vores liv har taget en vis drejning eller retning. Det er ofte de episoder, der på en eller anden måde har været de værste, eller dem hvor vi synes, at vi har haft det aller sværest. Alligevel er det dem, der bevirker, at vi kommer ud på den anden side som bedre mennesker, klogere, mere medfølende, raskere, stærkere eller hvad ord vi nu en gang ønsker at sætte på det.
Barnløsheden blev mit vendepunkt
For mit eget vedkommende var det min ufrivillige barnløshed, der for mig blev et vendepunkt i mit liv. En omstændighed og et livsvilkår, som jeg ikke kunne undgå at tage stilling til. Det lille ord – barnløshed – der i mit liv indkapsler en ufattelig smertefuld historie og medfølgende transformation, fordi alternativet trods alt var for drastisk. Men også den omstændighed, der resulterede i, at jeg i dag behandler mange som mig selv. Mennesker, der fysisk eller mentalt har mødt muren, og har brug for hjælp til at blive resettet. I mange år har jeg blogget, og skrevet på en bog om mine oplevelser. Jeg har også været i Go’Morgen og ‘Aften Danmark flere gange for at dele mine oplevelser. Alt sammen har jeg gjort med en underlig følelse af vacuum, eller at træde ud i et tomt rum. Skræk og skam, og følelsen af at være helt forkert gjorde det, svært for mig at håndtere og dele min situation med andre.
Når vi deler smerten
Jeg har fået meget hjælp undervejs, men jeg har også måttet lære at bede om den. For bare det at bede om hjælp var skamfuldt for mig. Det var pinligt at indse, at jeg ikke kunne “klare mig selv”. Jeg måtte udforske smerten, der sad rent kropsligt fast i min biologi, præcis som jeg også ser det hos mange af mine klienter. Jeg måtte forstå værdien af, at når vi deler vores inderste smerte, sorg og skam med andre, så er vi allermest til inspiration for vores omverden. Det er, når vi deler smerte, at vi deler erfaring. I den deling hjælper vi både os selv og de andre.
TURNING POINTS
Sammen med en række andre mennesker, der har gennemgået en transformation i deres liv, deltager jeg med et bidrag i en antologi med titlen “Vendepunkter” (TurningPoints på engelsk – for ja, den bliver også udgivet på engelsk). Og det er i sig selv et vendepunkt i mit liv, at jeg nu deler min historie i den forståelse, at den kan være med til at hjælpe og inspirere andre, der hvor de er. Derfor bliver min skam vendt til stolthed.